torsdag den 20. september 2012

hjemme igen

Hej alle sammen!

Jeg har tænkt længe og meget på hvordan jeg nogensinde kunne forklare det her på en ordentlig måde så folk kan forstå mig bare en lille smule, men please prøv at forstå.

Der er sket en del.

Jeg havde det super hyggeligt med nogle søde mennesker i Milano, men ja fra første dag selv i Milano var jeg ked af det fordi det ligesom gik op for mig at jeg skulle være væk fra min familie i 10 måneder. Da jeg kom til værtsfamilien havde jeg det fint nok de første par timer, men så ellers var det bare et vendepunkt på hele turen, alting begyndte bare at gå totalt ned af bakke, og så sad jeg ellers i min værtsfamilie hus og fik det helt dårligt over tanken om at være væk så lang tid. I alt den tid jeg var der var jeg ked af det lige fra da jeg vågnede til jeg gik i seng. De første par dage var det mest kun hjemve og tanken om at skullenvære væk så lang tid, men så småt begyndte hverdagen og den brød jeg mig simpelthen bare ikke om. Jeg boede langt ude på landet og der gik kun 1 bus indtil byen i timen, jeg kedede mig så meget, men selv da jeg lavede noget som skulle aflede mine tanker havde jeg det bare stadig så skidt, det hele føltes bare forkert. Jeg savnede min frihed og det der med at bare kunne gå ud på cafe eller noget andet hvor man ikke var bundet til at køre langt. Det begyndte at gøre fysisk ondt på mig. Jeg havde ondt i maven, trykken for brystet, hurtig hjertebanken hele tiden, propper i ørerne, og jeg fik flere angstanfald om dagen. Jeg mistede totalt lysten til at spise og jeg følte mig klaustrofobisk indelukket i min egen krop. Det var selvfølgelig også rigtig hårdt psykisk og det er det stadig. Alt det her var ikke kun pga min hjemve men også pga jeg bare ikke trivedes der, jeg kunne virkelig bare mærke inde i min krop at det var helt forkert. Jeg prøvede at tænke på det positive men det var bare som om jeg løj for mig selv og det skal siges at det virkelig ikke nemt at tvinge sig selv til at kunne lide noget man bare ikke kan. Jeg havde glædet mig i flere år til at komme ud og rejse på den her måde og være udvekslingsstudent så derfor er det også hårdt for mig at det her er sket, fordi jeg havde aldrig på nogen måde troet at det her ville ske. Jeg havde glædet mig så meget til at komme til Italien, bo der og lære sproget, men jeg mistede bare totalt lysten til at lære det på nogen måder og det har altid været det sprog jeg har ville lære aller mest.
Jeg havde en kamp hver eneste dag,  jeg led og pinte mig selv så jeg kunne ikke se hvorfor jeg skulle blive. Jeg havde selvfølgelig hele tiden alle pengene det havde kostet i baghovedet og det fik (og får) mig til at få så dårlig samvittighed, men i situationen måtte jeg bare tænke på mig selv, og føle mit hjerte.

Der er aldrig nogen der vil kunne forstå mig fuldt ud, selv ikke andre udvekslingsstudenter der har det fint nok eller måske bare har lidt hjemve, fordi det er virkelig noget man bare ikke kan sætte sig ind i, når det nemmeligt er så meget mere end hjemve.

Det er ligesom  hvis du feks RIGTIG godt kunne tænke dig at lære at spille klaver og glæder dig sindsygt til at tage en klavertime, men så finder du bare ud af at det SLET ikke er dig, ja jeg ved godt det er en kæmpe underdrivelese at samligne en klavertime med et udvekslingsophold, men vi alle har vel prøvet at ville prøve noget så meget men så bliver skuffet og ikke vil det alligevel.

Føste skoledag var  VIRKELIG slem og jeg tror det sådan var vendingspunktet. Jeg snakkede med en masse andre udvekslingsstudenter der også havde hjemve eller havde haft det, men på den måde de havde det var bare ikke sådan jeg havde det, jeg vidste bare det ikke kun var hjemveen. Så kontaktede jeg en anden pige som jeg vidste havde taget hjem dog af en lidt anden grund, men som også rigtig havde lyst til at tage hjem inden den anden grund. Hun beskrev helt præcis hvordan jeg havde det, hver eneste ting passede med alle de fysiske og psykiske lidelser, og hun var faktisk den eneste der ikke sagde til mig at jeg skulle give det en chance fordi hun vidste bare at når det gør så ondt kan  man ikke kan vente 2-3 måneder før det bliver bedre,. Det var ærlig talt den værste tid i mit liv og jeg følte mig så svag, hvilket jeg stadig gør

Efter at have gjort alt for at få lov til at tage hjem, fik jeg mig en lang snak med explorius i telefonen og de sagde at de selvfølgelig ikke kunne tvinge mig til at blive så hvis det var hjem jeg ville, så skulle de nok hjælpe mig. Så fredag d. 14 september besluttede jeg mig for at jeg ville hjem, og jeg fortalte det til min værtsfamilie. De forstod mig godt og sagde også jeg havde set RIGTIG ked og trist ud hver eneste dag, selvom jeg selvfølgelig har prøvet at skjule det lidt. Da det var weekend vidste jeg ikke hvornår jeg skulle hjem før jeg fik mere af vide om mandagen, og selvom jeg vidste at om mindst 1 uge ville jeg være hjemme havde jeg det bare stadig så dårligt fordi jeg bare kunne mærke det var forkert at være der. Jeg var heldig at explorius fandt en billet til mig allerede til om tirsdagen og da jeg så billetten i min mail blev jeg så glad som aldrig før.
Jeg fløj fra en lille lufthavn i trieste til München hvor jeg skiftede fly til københavn og jeg kan ærligt sige, at jeg har ALDRIG været SÅ glad for at se Danmark igen, i hele mit liv,.
Jeg ved godt at jeg kun havde været væk i 2 uger, men de 2 uger føltes altså bare som 3 måneder, og det er endda en ting min familie har svært ved at forstå.

Nu har jeg så været hjemme i 2 dage og jeg har på ingen måder fortrudt min beslutning, men jeg har det ikke godt endnu, fordi det har taget meget psykisk hårdt på mig og jeg er meget frustreret over at der nogle der bare ikke kan forstå mig.
Jeg er så heldig at have sådan en god familie og tætte venner der støtter mig, trods de ønskede at jeg havde givet det en chance.
Jeg har svært ved at takle det med at blive konfronteret med det her, når jeg begynder at møde bekendte igen, især hvis folk ikke kan forstå det.
Jeg er jo også på en måde pinlig over at jeg gav op.

Selvom jeg kun var væk 2 uger har jeg lært en del om mig selv og jeg er ikke lige pludselig blevet sådan en person der ikke kan være væk fra mine forældre, jeg tror bare at når jeg skal rejse frem over, så har jeg brug for en form for frihed, jeg har brug for at selv bestemme hvad jeg vil opleve og hvordan.

Lige nu håber jeg bare på en normal hverdag i fremtiden for det er hvad jeg aller mest har brug for.

Det kan godt være i ikke forstår det fordi i aldrig har prøvet det, men jeg håber virkeligt af hele mit hjerte at i ikke dømmer mig og bare lytter til hvad jeg siger.

Hvis i har flere spørgsmål om alt det her, så endelig spørg, men hvis i bare vil fortælle mig hvor dumt det er at jeg er taget hjem og at jeg bare skulle have givet det en chance for det ville have ændret sig, så please hold det for jer selve, for det kan jeg simpelthen ikke bruge til noget som helst og det hjælper mig heller ikke med at få det bedre.

Antonia <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar